Lauget

Københavns Byvandrerlaug blev dannet i foråret 2014. En flok gæve byvandrere, en broget skare, blev enige om at danne et laug indenfor en branche hvor der er en yderst svingende kvalitet.

Alle medlemmer i lauget er eksperter inden for sit eget felt. Nogle har vide rammer, andre er specialiseret i bestemte kvarterer og tidsperioder og atter andre i temaer. Tilfælles er den høje kvalitet, de mange års erfaring samt den brændende interesse for Københavns historie.

Lauget er opbygget, så vidt muligt, inden for de gamle laugsrammer. Det vil sige at lauget blandt andet benytter sig af betegnelser som oldermand/kvinde, skaffer og oldgeselle m.m.