Laugenes historie

I vikingetiden havde man allerede købmandsfællesskaber kaldt Fe-lag. Ordet er oldnordisk og sammensat af fe som betyder Fæ (kvæg), rigdom og lag som betyder at lægge ejendom sammenOrd som i dag kendes på dansk i fælle og moderne engelsk fellow.

De første laug menes at være startet på handelsskibene i denne periode. Handelsmænd var flere om, at dele skib, last og udgifter. Broderskaber inden for den militære del af vikingetiden, kunne også kalde sig et Felag.

Ideen med laug, er et fællesskab i forretningen og/eller håndværk. Laugene var en slags forsikringsselskaber, hvor man bakkede op om hinanden altså et socialt netværk ud over familien.

Da byerne begyndte for alvor at skyde op i den tidlige middelalder, forlod håndværkere deres ”trygge” landlige omgivelser og storfamilier for, at slå sig ned i købstæderne. Lauget overtog her de værnefunktioner som familien tidligere havde sørget for. Det vil sige, at tage sig af de syge, fattige og gamle medlemmer samt at betale for begravelsen og sørge for enken.

Både mestre såvel som svende dannede laug, hos mestrene kaldes lederen Oldermand og hos svendene Oldgesellen. Møderne og festerne blev afholdt enten i laugshuset eller i mangel af dette hjemme hos oldermanden.

Lauget beskyttede sine medlemmer og sørgede for at ikke-medlemmer, ”bønhasere og fuskere” blev jaget af byen. De var skruebrækkere på pris og måske kvalitet. Laugene, kunne for eksempel være et tømmerlaug, bagerlaug, bryggerlaug eller et guldsmedelaug.

Nogle laug var finere end andre og kunne have stor magt inden for det lokale bystyre. Laugene havde deres egne love, og der kunne dømmes i interne stridigheder mellem medlemmer uden det offentlige retsvæsens indblanding. Laugets lov stod på det man kaldte Skrå og hvert laug havde sin Lade, der var et skrin hvor laugets værdier og regnskabsbøger lå i. I laugene var der regler for, hvor mange mestre der måtte være inden for faget i en by.

Lauget havde sine egne regler for uddannelse af svende,  optagelse af nye medlemmer samt ansvar for kvalitet og pris var også laugets.

Brødrene mødtes fire gange årligt i forretningsøjemed og der blev afholdt to til tre fester årligt. Opførte et medlem sig dårligt til en fest skulle der betales bøde og pengene gik til laugets fattige, syge og gamle medlemmer. Ved disse fester blev nye medlemmer indviet og det, hvilket  kunne gå ganske groft for sig. Som afslutning af indvielsen skulle de drikke af laugets pokal.

Problemet i laugene var, at andre nye og til tider bedre kræfter ikke kunne komme til. Ofte gik nemlig både uddannelse og medlemskab i lauget i arv. Altså et tydeligt monopol. Dette blev der sat en stopper for i 1857, da loven om næringsfrihed blev sat i kraft. Man kan dog stadigvæk ikke bare slå sig ned som apoteker eller læge, hvilket jo nok er meget godt.